Informations ølanmelder Niels Ivar Larsen bedømmer i dagens avis tre af de øl, der var med ved Hill Farmstead Brewery ølmiddag på Øl & Brød by Mikkeller. De tre øl fra Nørrebro Bryghus tidligere chefbrygger Shaun Hill får hver de maksimale seks point. Alle tre er Saisons.
Civil Disobedience #10 – en Saison der er et blend af fadlagrede øl – får de her ord:
Krystallinsk orangefarvet med overvældende lambicnæse blæser den næsten en omkuld med sin snerpende syrlighed, bag hvilken der lurer smagsnuancer af grønne druer, bittersøde jordede toner med indslag af læder og hvidskimmelost og en finale af fersken og mandarin. Så lækker, at det er til at tude over, eller også er det, fordi den er så syrlig. Det er, som om Shaun har taget en Cantillon eller en Girardin og tvistet dem ud i syg dobbelt-kompleksitet.
Phenomenology of Spirit – også en Saison – er “tæt på den totale nydelse”:
Nøddebrun indbydende med en kødfuld bouquet som af charcuterivarer, gulvmaltet korn og muggent træ er vi ovre i det mere vinøse med noter af mørk frugt, røg, vanilje og egetræ i smagsprofilen. Kroppen er blød og indsmigrende, lidt syrlighed findes også, men ikke af den aggressive slags. Som sand hegelianer må man anlægge en dialektisk drikkestil, men får man ikke adgang til den totale viden, så er vi tæt på den totale nydelse.
Le Sarrasin, en Saison/Farmhouse Ale brygget med Brasserie de Blaugies fra Belgien får også de maksimale seks point. Brygget med økologisk boghvede og egefadslagret i lang tid.
Den er diset og blond med en aroma af limefrugt, stald, svovl, peber og fremfor alt brettanomyces-gær. Rustik hvede, chardonnay og strejf af banan og nektarin hviler i perfekt balance mellem citruspræget og den vinøse egetræsagtige struktur. Endnu en ambitiøs komposition.
Læs mere:
- Højt skum: Troldmanden fra Vermont (Information)
- Shaun Hill – Hill Farmstead Brewery’s Danmarks besøg (Beerticker)
- Shaun Hill – Hill Farmstead Brewery brygger i dag ved Svaneke Bryghus (Beerticker)
- Shaun Hill – Hill Farmstead skal brygge på Svaneke Bryghus (Beerticker)
- Shaun Hill – Hill Farmstead Brewery tilbage i Danmark (Beerticker)