Opdateret med medieomtale
Indslev Bryggeri fejrer fem års jubilæum i morgen den 21. april. Jubilæet markeres med bog.
I pressemeddelelse i dag fremgår det, at Indslev Bryggeri “går i alvorlige overvejelser om at udvide bryggeriet”.
Indslev Bryggeri’s fem års jubilæum vil blive markeret, med en bog om bryggeriet skrevet af Henrik Bøegh.
På billedet ses brygmester Stefan Peter Stadler (tv) og direktør Anders Busse Rasmussen (th), da Indslev Bryggeri i november fik guld ved European Beer Star 2010.
Pressemeddelelse fra Indslev Bryggeri:
Fem års succes med hvedeøl
Indslev Bryggeri på Fyn kan den 21. april fejre fem års jubilæum som et af Danmarks største og mest succesfulde håndværksbryggerier.
Salget af øl i Danmark falder og falder. På ti år er salget af øl faldet med 30 procent, men for Indslev Bryggeri er salget alle fem år kun gået frem.
Indslev Bryggeri er det eneste bryggeri i Norden, som udelukkende laver hvedeøl.
– Det kan godt være, at salget af øl falder. Vi kan bare ikke mærke det på Indslev Bryggeri. Vi har hele tiden nye projekter i gang og går i alvorlige overvejelser om at udvide bryggeriet. Vi er glade for den lokale støtte og opbakning hos både kunder og aktionærer, men vi sigter ikke kun mod at være et godt, lokalt bryggeri. Vi vil være på hylderne i hele landet og også gerne i udlandet, udtaler Anders Busse Rasmussen, direktør på Indslev Bryggeri.
– Kvalitet har fra dag ét været målet for Indslev Bryggeri, og jeg vil hævde, at ikke mange laver bedre hvedeøl end os. Vi ved nu, at danskerne er vilde med hvedeøl, som ikke mindst om sommeren er en suveræn forfriskende øl, siger Anders Busse Rasmussen.
Jubilæet markeres bl.a. med en bog om bryggeriet i samarbejde med forfatter og ølkender Henrik Bøegh.
Hvis det står til Anders Busse Rasmussen venter der flere jubilæer forude.
– Jeg regner med at lave øl resten af mit liv. Broren til min oldefar grundlagde Indslev Bryghus i 1897. Bryggeriet lå stille i en årrække, indtil jeg genåbnede det i 2006, og nu trives det i bedste velgående. Jeg håber, at mine børn vil føre bryggeriet videre, når jeg om mange år trækker mig tilbage, udtaler Anders Busse Rasmussen.
Læs også:
- Indslev brygger sig ud af krisen (Melfar Posten)