Garrett Oliver gentog sit positive budskab angående den danske øl krise i Hillerød.
Garrett Oliver, Brooklyn Brewery var endnu en gang i Danmark i forbindelse med Ølfestivallen i Valby. Her lagde han også vejen forbi Hillerød – til et arrangement som Danske Ølentusiasters lokalafdeling i Hillerød stod bag. Der var totalt udsolgt på Slotskroen med 140 ølentusiaster til stede. Ud over et foredrag, var der en menu bestående af Crab Cakes og Brewmaster Carbonade Flamande, som Garrett Oliver selv havde kreeret.
Samt naturligvis med ledsagende øl fra Brooklyn Brewery. Øl som ikke kan købes uden for USA. Local 1, Local 2 – begge belgian strong ale’s og Black Ops – en fadlagret imperial stout. Samt den mest interessante af dem alle – Wild 1. En premiere – for det var første gang nogensinde bortset fra ansatte ved bryggeriet, at nogen smagte den. Det var Local 1 som udgangspunkt, der var blevet bourbon fadlagret i 9 måneder, og derefter tilsat brettanomyces.
Garrett Oliver forudsagde for tre år siden, at der ville komme en øl krise i Danmark. Men at der derefter igen ville komme et opsving. Ud fra en direkte sammenligning med, hvad der er sket i USA. Han gentog budskabet i Hillerød.
Der er ingen branche, hvor alle nyåbnede vil forblive åbne. Det gælder også for bryggerier. Nogle er kommet ind i den forkerte branche, eller med den forkerte forretningsplan. Men de personer, hvis bryggerier lukker, vil i høj grad dukke op igen andre steder i branchen. Brooklyn Brewery har selv flere gange været meget tæt på at måtte lukke.
Når folk først er blevet vant til specialøl, vender de ikke tilbage til almindelige masseproducerede øl. Han brugte sammenligningen, at når man først var blevet vant til gourmetoste, så vender man ikke tilbage til “plastik-oste”.
Trods krisetiderne er det de dyre amerikanske øl, hvor salget stiger mest nu i USA. Det er den daglige luksus, man stadig har råd til. I modsætning til at folk måske f.eks. dropper den dyre ferie.
Læs mere:
Øllet flød på Slotskroen (Hillerød Posten)
[…] Oliver, Brooklyn Brewery besøgte før foredrag og “beer dinner” i Hillerød Per Kølster på […]