Fuglsang tjener godt på maltproduktionen. Derimod giver bryggeriet underskud.
Fuglsang Gruppen fik et overskud på 30,5 mio. kr. i 2008 efter skat. Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik A/S gav et overskud på 32,6 millioner kroner. Derimod fik Bryggeriet S.C. Fuglsang et underskud på 2,1 mio. kroner.
Bryggeriet S.C. Fuglsang plages af stigende råvare- og energipriser samt pres på ølpriserne, både på hjemmemarkedet og i grænsehandlen. Direktør og brygmester Henning Fuglsang har svaret med en tilpasning af distributionen og øget salgsindsats, skriver ErhvervsBladet.dk.
Femte generation af Fuglsang-familien står nu bag. Fuglsang overtog Dragsbaek Maltfabrik A/S i Thisted i 2006.
– Vi er glade for årets resultat. Ligeledes er vi glade for, at vi i de forløbne tre år har kunnet investere 50 mio. kr. i yderligere forbedringer og rationaliseringer af fabrikkerne i Thisted og Haderslev. Vi står godt rustet til at møde den nedtur i maltmarkedet, der nu har ramt os, siger direktør Kim Fuglsang til ErhvervsBladet.dk.
Han refererer til, at virksomheden for at nedbringe lageret har arbejdet på halv kraft i de tre forårsmåneder. Nu er produktionen atter øget lidt for at efterkomme sommerens efterspørgsel, men ikke nok til, at de seneste gode år kan gentages. Dertil svigter efterspørgslen efter malt generelt for meget på markederne over hele kloden, og efter den rigelige europæiske kornhøst i efteråret 2008 er priserne på malt blevet lavere.
Læs mere:
Fuglsangs guldæg også ramt af krisen (ErhvervsBladet.dk)
Tilfreds regnskab fra Fuglsang Gruppen (Globus Guld)
[…] Fuglsang: Overskud på malt, underskud på øl (Beerticker.dk) […]