Ekstra Bladets ølanmelder Ole Madsen har testet fire pilsnere, der har relation til VM i fodbold. Eller rettere til fodbold og dermed for tiden lukrerer på, at VM i fodbold er i gang. For der er kun en officiel hovedsponsor i ølsammenhæng – Budweiser, altså verdens største bryggeri AB InBev.
Det er ikke overvældende bedømmelser de fire testede øl får, men bedst bedømt bliver Grafenwalder, der er brygget for Lidl. Den får fire af de seks mulige stjerner:
Lidl er ikke fedtet ind nogle fodboldsponsorater, til gengæld er deres hverdagspilsner Grafenwalder iklædt fodboldoutfit. Det er en let og læskende tysker. Let sødlig aroma med noter af korn, nyslået græs og frisk gær. Smagen er tør og sprød, hvori der er spor af hø og nybagt flüte, som afsluttes med en kort bitterhed. Fin tørstslukker til prisen – og skal der være fest, så kan Grafenwalder også fås som partyfass, en 5-liters dåse til 79,95 kr.
- 4: Grafenwalder (brygget for Lidl)
- 3: Carlsberg Pilsner (layout der leder tanken hen på VM)
- 3: Heineken (Champions League hovedsponsor layout)
- 2: Budweiser (VM hovedsponsor)