Duelund Bryglade kommer ud med et overskud og fordobling af omsætningen i 2008. Men stærk opbremsning indtil nu i 2009.
Pressemeddelelse fra Duelund Bryglade 9. juli:
Overskud på Duelund Bryglade
Duelund Bryglade a/s holdt sin anden ordinære generalforsamling den 19.juni på Duelundgaard. Knapt 35 af de 50 aktionærer mødte frem til en hyggelig aften Efter den officielle del blev der serveret en lettere anretning sammen med prøvesmagning, ølsnak, Sankt Hans bål og levende musik.
Formanden for selskabet, Anna Mortensen, kunne aflevere et regnskab med overskud og et selskab i god gænge. Omsætningen blev i 2008 fordoblet, udgifterne minimeret og resultatet endte i plus. Duelund Bryglades øl er godt indarbejdet på specialmarkedet, og får særdeles pæne anmeldelser blandt kendere. Det lokale salg er vokset betydeligt, og netop den lokale forankring betyder meget for bryggeriet.
Anna Mortensen slog også fast, at på trods succesen i 2008 ville det være op ad bakke i 2009. Finanskrisen og et svigtende grossistsalg har betydet en stærk opbremsning i første halvdel af 2009, og for 2009 forventes en omsætningsnedgang.
Bryggeriets samarbejdspartner, Jensens Bryghus i Juelsminde, gik fallit i februar, og både brygning og tapning sker nu på Duelund. Der er indkøbt forskelligt brugt udstyr til tapning, og bryggeren og et par aktionærer hjælpes ad med at få det til at passe til bryggeriets behov.
Bryggeriets ØlCafé, der har åbent alle lørdage fra 12 til 15 har et støt voksende besøgstal, og rundvisninger og firmabesøg er fortsat et stort hit. I foråret 2009 var der Pil & Øl Familiemarked på Duelund, og det blev en stor succes, der skal gentages fremover, afsluttede Anna Mortensen.
Bestyrelsen blev genvalgt og suppleret med Erik Lassen, Kjellerup.
Konkrete tal for overskud og omsætning fremgår ikke af det udsendte. Men hvis man er interesseret, kan man naturligvis købe sig adgang til dem på nettet. Formanden Anna Mortensen er som bryggeren Poul Højlund kalder det “bryggerfruen”.
[…] Duelund Bryglade giver overskud […]