DTU Bryghus fra Danmarks Tekniske Universitet er for første gang med til Ølfestival København.
DTU-Bryghus er et studenterdrevet projekt, der fokuserer på at få alle studieretninger og -linjer på DTU til at arbejde sammen om det fælles mål at optimere, udvikle og forny brygningsprocessen i alle dens aspekter. Det skal dermed forstås, at vores mission er at skabe en forskningsbaseret polyteknisk uddannelse af studerende baseret på den nyeste teknologi via tværfaglige forskningsprojekter og kurser med nyskabende øl, brygning og procesteknologi som omdrejningspunkt.
Den fremtidige vision for projektet er, at DTU-Bryghus skal være et innovations hus som ikon for verdensklasse tværfagligt samarbejde blandt forskere, studerende og industri for innovation og nytænkning af bæredygtig produktion af øl.
DTU-Bryghus ligger på DTU campus i Lyngby og har en midlertidig kapacitet på ca. 1000 L om måneden. Mere info kan ses på www.bryghus.dtu.dk
På DTU-Bryghus standen
På standen vil man kunne smage 3 forskellige øl, der hver især er sammensat på sin helt egen måde vha. enzymer. Der vil for hver øl hver lavet en sukkerprofil over mæskningen, samt før + efter gæring, for at give lidt mere teknologisk tilgang til øllet. Yderligere vil der blive fremvist en ny mæskningmetode (transparent) på stedet i 10L skala.
Standen vil være betjent af studerende fra DTU – Bioteknologi, som vil være mere end villige til en god snak/diskussion omkring fremtidig såvel som nutidig ølbrygning.
Øltyper:
Enzyme Lager, En frisk sommer-øl med et hint af frugtige noter efterfulgt af en lille tør bitterhed fra humlesorten Chinook. Øllet er brygget på 100% rent byg med tilsættelse af enzymer (Ondea Pro) fra Novozymes. Lagrings-tiden er yderligere næsten fjernet også vha. enzymer.
Red ale, En red ale med masser af smag fra de anvendte karamel malte og et markant humleindtryk fra typerne Cascade, Amarillo og Chinook. Afslutter med en let tør bitterhed.
Swartz, En let frisk mørk øl brygget på 95% ren byg og 5% mørke malte, tilsat enzymer (Ondea Pro). Øllen ligger på 5,5 % vol. og slutter af med en lille note af den tyske humle, Hallertau Mittelfrüh.