Bryghus Horsens har akut brug for mindst en mio. kr., hvis det ikke skal lukke.
Det fremgår af Horsens Folkeblad i dag, at bestyrelsesformand Ove Møller Nielsen forlod Horsens Bryghus for to uger siden. Ifølge direktør Erik Andreasen et meget kritisk tidspunkt, for det økonomisk trængte bryghus. Han siger til Horsens Folkeblad:
– Det er det eneste tidspunkt, det ikke måtte ske. Hans afgang har givet uro i investorkredsen, det er klart, lyder det fra Erik Andreasen, der er meget overrasket over, at Ove Møller Nielsen har valgt at smide håndklædet i ringen.
– Det er kommet som en bombe. Jeg og de to ansatte i bryghuset er ganske uforstående over for, hvorfor han trækker sig. Jeg har haft et rigtigt godt samarbejde med Ove Møller Nielsen, og han har lavet et kanonarbejde for bryghuset, siger Erik Andreasen.
Bryghus Horsens er meget økonomisk presset, efter en aktieemission først på året slog helt fejl. Den skulle indbringe op mod 1½ mio. kr., men der blev kun solgt aktier for beskedne 35.000 kr – et beløb der blev betalt tilbage.
Oveni fik bryghuset endda fik en politianmeldelse ud af det. De havde ikke offentliggjort et af Finanstilsynet godkendt prospekt, hvilket var en overtrædelse af værdipapirlovgivningen. Bryghuset var ikke klar over, at lovgivningen er sådan.
Ifølge direktør Erik Andreasen skaber bestyrelsesformandens afgang problemer for at sikre Bryghus Horsens overlevelse. Han siger til Horsens Folkeblad:
– Han var tovholder til investorgruppen, og det var mit indtryk, at investorerne var parate til at skyde den nødvendige kapital i bryghuset, men hans afgang har skabt usikkerhed om, hvorvidt de penge kommer eller ej. Det kan bringe os i en kedelig situation, siger Erik Andreasen.
Han oplyser, at der er akut brug for mindst en mill. kr., hvis Horsens fortsat skal have et bryghus.
– Det er facts. Får vi ikke de penge tilført, må bryghuset lukke, og det har jeg det rigtigt dårligt med, for vi er kommet op i salgstal, der hænger sammen, siger Erik Andreasen, der inden for den næste uge tager beslutning om, hvad fremtiden bliver for bryghuset. Han begrunder bl.a. bryghusets gæld med, at Bryghus Cafeen stod lukket i mange måneder og derfor ikke aftog øl fra bryghuset.
Efter næste generalforsamling vil kun Erik Andreasen være tilbage fra den nuværende bestyrelse.
Tilbage i bryghusets bestyrelse er nu – foruden Erik Andreasen – Poul Møller Rasmussen og Jesper Hansen. De to sidstnævnte har for længe siden meddelt, at også de trækker sig ved den kommende generalforsamling.
Den beslutning begrundes ifølge Erik Andreasen med tidsmangel.
Nu forhenværende bestyrelsesformand Ove Møller Nielsen har ingen kommentarer til, hvorfor han er gået.
Læs også – kun delvis frit tilgængelig på nettet:
Bryghus uden formand (Horsens Folkeblad)
Fra arkivet:
Bryghus Horsens solgte syv aktier (Beerticker.dk)
Bryghus Horsens politianmeldt af Finanstilsynet (Beerticker.dk)
[…] Bryghus Horsens i økonomisk knibe – formanden er gået (Beerticker.dk) […]