Bryggeri Skovlyst har nu lagt følgende på nettet, som opfølgning på kontroversen om kontraktbrygning og åbenhed:
På Bryggeriet i Hareskoven brygges der øl til restauranten, samt Limited Edition flaske øl serien og til fadølsudlejningen. Den årlige produktion på bryggeriet i Hareskoven ligger således på ca. 100.000 L. øl om året.
Vores landsdækkende flaskeøl serie producerer vi på Van Pur bryggeriet øst for krakow i Polen. Vi var meget omhyggelige i vores søgen efter det bedste bryggeri og vores valg faldt på det veletablerede Van Pur, som siden starten af samarbejdet har udvist stor professionalisme og en fantastisk imødekommenhed overfor vores unikke råvarer og processer. Endvidere vi har stor respekt for den polske bryggeri tradition, som kan prale med at have nogle af Europas ældste bryggerier f.eks. Warka bryggeriet i nordøst Polen fra 1372.
Ved at ansætte en medarbejder i Polen i 2007 har vi fra starten af samarbejdet med Van Pur kunne styre skovlyst brygprocessen og ikke mindst kvaliteten, som er et vigtigt parameter for os. Vi sætter en ære i at producere Skovlyst øllet efter original opskrift og råvare, hvor end det måtte brygges. Således leverer vi selv egne gærtyper, alt humle, specialmalt og skovens råvarer. Van Pur bryggeriet sørger kun for pilsnermalt, flasker og paller. Selve brygprocessen på Van Pur tager brygmester Casper Møller tit selv del i.
Vi har internt brugt store ressourcer på vores kvalitetsmanual og kvalitetskontrol, som tidligere Carlsberg kvalitetschef Niels Agerlin-Petersen løbende har haft ansvaret for at udarbejde for Skovlyst.
Vi er stolte af vores udvidelse i Polen og vi har altid udvist åbenhed og ærlighed omkring vores produktionsstruktur. Vi er glade for at have gjort det muligt for alle danskere at smage på vores gode øltyper, til priser som den brede befolkning vil acceptere.
Læs evt. mere baggrundsinformation om vores produktion i Polen i Danske Ølentusiasters artikel om udvidelsen tilbage fra 2008. Læs mere, klik her
Royal Unibrew lagde tidligere på måneden dets polske bryggerier sammen med Van Pur. Fremover vil Royal Unibrew i stedet være 20% aktionær i Van Pur, der ejer bryggerierne. I 2012 til 2014 kan Van Pur købe Royal Unibrew helt ud, hvis de ønsker det.
Fra arkivet:
- Danske Ølentusiaster og Forbrugerrådet: Vildledning når kontraktbrygning ikke fremgår (Beerticker.dk)
- Fuglsang, Hancock, Thisted Bryghus og Bryggeriet Vestfyen om kontaktbrygnings kontroversen (Beerticker.dk)
- Bryggeriforeningen om udenlandsk kontraktbrygning (Beerticker.dk)
- Danske Ølentusiaster og kontraktbrygning (Beerticker.dk)