Ølfestival København 2014 – et tilbageblik

7 flere billeder fra Ølfestival København – og et nyt bryggeri på vej. Endnu en gang har Ole Svenningsen, RealHoppyAle leveret de fremragende billeder.

Billederne følger dette overblik over Beertickers dækning af Ølfestival København 2014, som hermed afsluttes. Nyheden om at Hornbeer blev Årets Bryggeri 2013 er opdateret med Ole Svenningsens billeder. Nyheden om at Ny Nordisk Øl fik Årets Danske Ølpris 2014 er omfattende opdateret.

Ølfestival København 2014 Jens Lynge Larsen

En stærkt opmuntret Jens Lynge Larsen, Spybrew. Selvom han er håndbrygger, havde han to øl med ved Flying Couch’s stand. Den ene – Mother of Hops – var brygget sammen med brasilianeren Mariana Schneider, Maria da Penha Brew. Efter tilbagemeldingerne på ølfestivallen er han så opmuntret, at han nu regner med at gå kommerciel inden et år. Jens har været håndbrygger i 10 år. Han kan allerede brygge op til 100 liter pr. bryg, men han vil nu gøre brygrummet klart til, at det kan få en fødevare godkendelse. Større bryg vil han få kontraktbrygget.

Ølfestival København 2014 Mariana Schneider

Til venstre ses netop den ovennævnte brasilianer Mariana Schneider. Hun er så dedikeret til ølinteressen, at hun kom til Copenhagen Beer Celebration og har været i Danmark siden, så hun fik Ølfestival København med. Hun må håbe på, om tilnærmelsen mellem Mikkeller og Danske Ølentusiaster kunne føre til en “Copenhagen Beer Week”. Med Copenhagen Beer Celebration og Ølfestival København som henholdsvis begyndelse og afslutning (eller omvendt) – og ugen fyldt ud med en række ølevents. Den første Copenhagen Beer Celebration i 2012 var samtidig med ølfestivallen, og i to år var Mikkeller slet ikke med ved ølfestivallen. I år vendte de tilbage og holdt som omtalt endda bestyrelsesmøde samtidig med i Tap1.

Ølfestival København 2014 Kongebryg Munkebo Mikrobryg

Team Kongebryg sammen med Claus Christensen, Munkebo Mikrobryg – i militær uniform. Han står sammen stifterne af Kongebryg – Martin Lynge Nicolaisen med hatten og Niels Kiens til højre. Steen Knudsen står øverst til venstre. Nederst kampvogns mekanikker Ole Pilemand (tv) og Herman Olsen – ølmand ved SuperBrugsen Fensmark.

Ølfestival København 2014 Jannik Sahlholdt og Marco Houlind

Marco Houlind (th) – studievært ved TV2/Lorry, havde også fundet vej til ølfestivallen. Her sammen med Jannik Sahlholdt, Flying Couch Brewing.

Ølfestival København 2014 Kenn Hauge og Jan Paul

Svaneke Bryghus brygmester Jan Paul (th) spankulerede rundt med Kenn Hauge. Sammen står de bag pilsneren Super Nova, der første gang blev brygget til Christianias fødselsdag i 2010.

Ølfestival København 2014 kvindegruppe

Ølfestival København var velbesøgt af kvinder.

Ølfestival København 2014 Rune Lindgren og Mads Peter Ankjær

Rune Lindgren, Bryggeriet Djævlebryg får sig en snak med Mads Peter Ankjær. Han var en af mændene bag ølbutikken ØlKonsortiet i Aalborg, der desværre valgte at lukke tidligere i år.

Ølfestival København 2014 Stensbogaard Bryghus

Familieportræt ved Stensbogaard Bryghus – Claus og Eva Lund samt i midten datteren Steffie.

Ølfestival København 2014 Anita Kurowska Larsen og Aksel Larsen

To der stod bag en succes ved ølfestivallen. Aksel Larsen fra Fish & Beer ølbutikken på Amager samt Anita Kurowska Larsen. Det var dem der bragte polske mikrobryggerier til Danmark – Anita stod for kontakten, da hun er født i Polen.

Ølfestival København 2014 Morten Skou Andersen og Jacob Lövenlund

Der var gang i musikken ved hipster bryggeriet Flying Couch – her med Jacob Lövenlund (th) fra Ølbaren og Morten Skou Andersen. De spiller begge i “Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med”.

Ølfestival København 2014 Torben Steenberg og Carsten Berthelsen

Torben Steenberg (tv) – en gammel kending i Danske Ølentusiaster – slapper af efter lukketid med Carsten Berthelsen.

Ølfestival København 2014 Thilde Tobiesen og Claus Christensen

Claus Christensen, Munkebo Mikrobryg sammen med Thilde Tobiesen – hun kalder sig selv “The Almighty Kromutter” ved Christian Firtal i Odense.

Ølfestival København 2014 Jens Ungstrup og Casper Vorting

Jens Ungstrup, ølambassadør ved københavnske Taphouse sammen med Casper Vorting, Bøgedal. Prøver han på at få Bøgedal på en af Taphouses 61 haner? Eller er han i gang med at rate endnu en øl til RateBeer – aktuelt har han bedømt 28.692. Opdatering: Se Ungstrup’s kommentar nederst.

Ølfestival København 2014 JTM Brew

Bryggerens våde drøm var opstillet ved ølfestivallen – et brygværk fra JTM Brew. Morten Valentin Lundsbak (tv) og Jacob Storm fra Amager Bryghus behøves ikke drømme. De har allerede et sådant, hvilket Midtfyns Bryghus i øvrigt også har.

Ølfestival København 2014 Beerbliotek og Beerticker

Her ved afslutningen af Beertickers dækning af Ølfestival København 2014 – Beerticker selv i arbejde. Peter Myrup Olesen taler her med Adam Norman (tv) og Richard Bull fra svenske Beerbibliotek.

Ølfestival København 2014 menneske mængde

Læs mere:

Kommentarer

  1. siger

    Jeg kan afsløre at jeg var igang med at afhente et fad Bøgedal 400 til Taphouse, da billedet blev taget – glæder mig til at sætte den på