Nye øl: Amager Bryghus Amager Julebryg 2014, Winter In Bangalore

Amager Bryghus frigiver den 23. oktober to nye julebryg. Det foregår på bryghuset fra kl. 16 til 19, hvor den eksisterende Secret Santa også frigives.

Amager Bryghus Amager Julebryg 2014

Amager Bryghus Amager Julebryg 2014 (6,5%): Amerikansk inspireret klosterjuleøl.

Vi har mistet kontakten til Kurt Julemand. Jo, det er rigtigt. Vores gamle ven Kurt, der hvert år i december træder til som julemand – med sine 12 rensdyr fra Amager Fælled. Sidste år var han jo blevet altmuligmand på Westmalle-klosteret i Belgien, hvorfra han “organiserede” en fin, fin opskrift som vi brugte til sidste års juleøl. Men siden foråret har der været absolut radiotavshed. Altså….der går rygter. Rygter om at Kurt har fundet sig en lille nonnefrille og holder til i et kælderrum på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Men når vi ringer til dem, så benægter de hårdnakket.

Så brygmester Jacob var lettere desperat, da årets julebryg skulle kreeres. Faktisk gik han mentalt i baglås og måtte sygemeldes i netop julebrygdagene, hvorfor Julebryg 2014 måtte skabes over en hurtig brainstorm blandt bryghusets øvrige ansatte. Og det gik slet ikke så ringe endda. Men vi savner altså Kurt.

Ingredienser: Vand. Malt: Pilsner, Hvede, CaraAroma, Light Chocolate, Crystal 400, Crystal 150, Light Crystal. Humle: Cascade. Demerara sukker. Gær: Lallemand Abbaye.

Amager Bryghus Winter In Bangalore

Amager Bryghus Winter In Bangalore (6%): Vinter-IPA.

Når vintermørket ubønhørligt sænker sig over det ganske land, og danskerne gemmer sig i tykke klæder og trækker de mentale rullegardiner ned, så er det helt legitimt at flygte lidt ind i drømme om bedre, varmere og lysere tider og steder. Vores Vinter IPA er en hyldest til netop sådan et sted, som året rundt kækt hygger sig med sine behagelige 25 grader – kun afbrudt af et par forrygende snebyger. Tror vi nok. Smag på navnet – Bangalore. Indiens spraglede og krydrede mystik nærmest strømmer op i næseborene – akkurat som den bedste indiske aromahumle vi har brugt i denne øl, dyrket netop i smukke Bangalores opland.

Vi har specialdesignet denne intenst delikate Vinter IPA til at passe til AL vinterens mad – lige fra æbleskiver, og stegte sild over gule ærter til den fedeste gås eller steg med brun sovs. Selv veganere og palæo-folket har vi testet den på – og hver og en brød de ud i lovsang. Det gør du også. Vi garanterer.

Ingredienser: Vand. Malt: Pilsner, Munich, Carapils. Humle: Herkules, Chinook, Amarillo, Cascade. Tørret appelsinskræl. Gær: US-Ale.