Ny fynsk ølfestival arrangeres af Kulinarisk Sydfyn

Kulinarisk Sydfyn og Bo Rino Christiansen står bag ny ølfestival 18. og 19. oktober for fynske bryggerier.

Kulinarisk Sydfyn Fyn

Den 18. og 19. oktober afholdes der for første gang Fionia Beer Festival – i Svendborg på molen foran Maritimt Center.

En ølfestival som de fynske bryggerier eksklusivt er inviteret med til. Det vil koste 25 kroner at komme ind – bryggerierne fastsætter selv priserne for øllet.

Kulinarisk Sydfyn arrangerer den nye ølfestival sammen med Bo Rino Christiansen, der står bag Kunstbryggeriet Far & Søn. Eftersom Kulinarisk Sydfyn står bag Fionia Beer Festival, er der naturligt også fokus på mad.

Kulinarisk Sydfyn blev sidste weekend afholdt for 14. gang – med over 15.000 gæster i centrum af Svendborg. Et slaraffenland med massevis af interessante små producenter, der byder på smagsprøver foruden de naturligvis sælger deres varer. Et arrangement der er i en klasse for sig selv, i forhold til hvad der ellers er af lignende i Danmark. Så godt at Beerticker stort set kommer der hvert år.

I 2011 gik Den Regionale Ølpris fra Danske Ølentusiaster Region Fyn til Mikael Hansen, der er projektleder for Kulinarisk Sydfyn. I år var bryggerierne dog svagt repræsenteret ved Kulinarisk Sydfyn i forhold tidligere år. Tager de revanche for det ved Fionia Beer Festival i oktober?

Kort: Google Maps.