Mikkeller brewpub i Kødbyen er på vej

Opdateret (se nederst)

Som Beerticker tidligere har skrevet, så er Mikkellers næste plan i Danmark at åbne en brewpub. Det oplyste Mikkel Borg Bjergsø til Beerticker i august sidste år. Det er nu blevet konkret – den nye brewpub skal være i Kødbyen på Vesterbro, København.

I New York Times fremgår det meget kort, at amerikanske Three Floyds skulle være involveret i den nye brewpub. Samme dag, som der var MAD Beer/Three Floyds ølmiddag ved Mielcke & Hurtigkarl, så Chris Boggess fra Three Floyds lokalerne i Kødbyen. Brewpubben skal forestille at åbne i år.

Mikkel Borg Bjergsø har tidligere oplyst til Beerticker, at der var tanker om at Mikkeller & Friends ølbaren skulle have været en brewpub. Men det endte med at blive forkastet.

Placeringen af den nye brewpub i Kødbyen, kommer til at være ikke særligt langt fra den oprindelige Mikkeller Bar i Viktoriagade.

Mikkeller logo

Mikkeller Bar åbnede i 2010 fulgt af Mikkeller & Friends, der åbnede for lidt over et år siden. Sommeren sidste år åbnede Mikkeller Bar i San Francisco. I Januar åbnede så Mikkeller Bar Bangkok fulgt af Mikkeller Bar Stockholm den 15. marts. I Stockholm er der allerede planer om endnu en bar, der skal være større – når de rette lokaler er fundet. Desuden har der længe været gang i planerne for Mikkeller Bar London – i samarbejde med skotske BrewDog. Den skulle nu være på vej på adressen Farringdon Road 101 i Clerkenwell.

Desuden åbnede den københavnske cocktail- og ølbar Mikropolis i marts – i Vendersgade 22. Bag den står Mikkel Borg Bjergsø, Tore Gynther og Morten Bruun Andersen – med Mikkel Borg Bjergsø som direktør.

Det allerseneste er, at der er en gourmet smørrebrøds restaurant på vej – føreløbig kendt under navnet Viktoriagade Smørrebrød. Udover direktøren Mikkel Borg Bjergsø står Patrick Bach Andersen, Emil Skovsgaard Bjerg og svenskeren Johan Julius Blasberg bag.

Kødbyen har været populær for brewpub planer. Oprindeligt var det planen, at Stronzo Brewing Co. skulle have haft en brewpub der. Men det blev opgivet, da det trak meget længe ud med at få en tilladelse fra Københavns Kommune. Grundet et gammelt ammoniakkøleanlæg. Desuden har Beerticker kendskab til en tidligere planlagt brewpub, der blev opgivet. Den nåede aldrig at blive offentligt kendt.

Opdatering: Der er en brewpub på vej i Kødbyen, men Gypsy ApS er ikke selskabet bag, oplyser Mikkeller. Gypsy ApS er stiftet med det formål at drive bryggeri. Beertickers gæt er, at det står bag denne nye ølserie. Men det er ikke bekræftet af Mikkeller.

Gypsy ApS er stiftet af Mikkellers stifter og ejer Mikkel Borg Bjergsø, Tore Gynther fra To Øl, Jacob Gram Alsing – operations manager ved Mikkeller. Samt Mikkel Noes Westergaard der sidder i bestyrelsen for Mikkeller.

Mikkel Borg Bjergsø og Tore Gynther udgør ledelsen for Gypsy ApS. To Øl er meget tæt knyttet til Mikkeller – inklusiv at Mikkeller er medejer af To Øl. Mikkeller og To Øl ejer sammen Mikkeller & Friends ølbaren på Nørrebro. Tore Gynther – der er ansat ved Mikkeller – og Tobias Emil Jensen stiftede To Øl i 2010. Den tætte tilknytning til Mikkeller stammer tilbage fra 2005, hvor Tore og Tobias lærte at brygge af Mikkel Borg Bjergsø, før han startede Mikkeller. De var elever på Det Frie Gymnasium på Nørrebro, København, hvor Mikkel var fuldtidslærer.

Kommentarer

  1. siger

    Hej Peter

    Brygpub planerne er offentliggjort i NY Times.

    Men mange af dine gisninger er forkerte. Alt omkring ejerforhold etc er ukorrekt.

    Jeg kan desværre ikke oplyse mere nu.

  2. siger

    Det angående Gypsy ApS er rettet i artiklen. Det nye selskab eksisterer, men det er ikke det, som står bag den nye brewpub i Kødbyen. Se opdatering nederst i artiklen.