Løkken Bryghus genåbner officielt skærtorsdag

Opdateret

Blot fem måneder efter det gamle Løkken Bryghus kom under konkursbehandling, genåbner det med helt ny ejerkreds.

Løkken Bryghus genåbner officielt i morgen – skærtorsdag kl. 11 (pdf) med gratis prøvesmagning af Forårsfornemmelser. I påskedagene er der så åbent kl. 11 til 18.

Til at støtte op om bryghuset er der nu etableret foreningen Bryghusets Venner.

Løkken Bryghus blev meget hurtigt videreført under de nye ejere i Løkken Nye Bryghus ApS, efter det gamle Løkken Bryghus ApS kom under konkursbehandling i november. Nu genåbner Løkken Bryghus officielt i de kendte lokaler – med samme anlæg, navn, øl og brygmester – Niels Thomsen.

Den ølinteresserede fem mand store nye ejerkreds bag Løkken Nye Bryghus ApS har alle tilknytning til Løkken området. Det er koordinator Ingrid Møller Jensen, Aalborg og autoophugger Børge Andersen, Løkken. Samt advokat Uffe Bass Johansen, Århus, medejer af Løkken Pub, der har samme adresse som bryggeriet. Foruden to sommerhusejere i Løkken – jurist Tage Moselund, Århus samt Allan Engedal, Ikast, der er direktør for tekstilvirksomheden Connect.

Opdatering 16. april: Løkken Bryghus oplyser til Beerticker.dk, at ejerkredsen her i foråret er blevet udvidet til 8 personer. De tre nye medejere er Anders Staugaard – Herning, Hans Bossow Nielsen – Hadsten og Carsten Holfort – Aarhus.

Der har været forpremiere på flaskeøllet i marts med den kendte Stygge Krumpen samt den nye Elsebeth Gyldenstjerne. Desuden er Forårsfornemmelser nu klar til genåbningen.

Både flaske- og fadøl brygges på bryghuset i Løkken, hvor to nye kombi tanke til gæring og lagring er ved at blive monteret nu.

Løkken Bryghus nye site skulle være oppe og køre sidst på dagen.

Læs mere:

Trackbacks