Information: Mikkeller og Speedway Stout er topscorere

Niels Ivar Larsen, ølanmelder ved Information, har i anledning af nytår smagt på fire Portere og Imperial Stouts.

AleSmith Speedway Stout

Speedway Stout fra AleSmith i San Diego, USA får de maksimale seks point

En af verdens bedste stouts lige nu (ifølge brugerne på Ratebeer) er Alesmiths Speedway, en kraftbasse med inciterende næse af egetræ, chokolade, kaffe og lakrids. I smagen er der bitter chokolade, vaniljebønne, rosiner og tørrede bær og figner. En fornem bryg, men stærk – ubefæstede sjæle kan blive blæst omkuld her – og hypen talte sandt: Det er kanongodt komponeret!

Den Grand Marnier fadlagrede udgave af Yuzu Glad I Said Porter fra Mikkeller får ligeledes seks point:

I duftbilledet træder bittersød chokolade, nødder, appelsinskal og yuzufrugt frem. Smagen følger næsen med et endnu stærkere præg af citrus og orangetrøffel.

Black Ball Porter fra To Øl får fem point:

Velhumlet, om end lidt mindre humleaggressiv er To Øls Black Ball, der har et mere røget udtryk med noter af svovl, chokolade, mørk cassanade-sukker og flækket havre. Humletyperne simcoe, centennial og cascade anes under de ristede malte.

Importer brygget af nordmanden Nils Hansen ved ungarske Hopfanatic Brewery får fire point:

I nogle mikrobryg-portere er humleprofilen tydeligere. Det gælder norske Niels Hansens Importer, der ret beset er en crossover i retning af IPA. Brændt malt, kælderdufte, saltlakrids og tjære samt fyrrenål og humleblomst udgør islættet i dens særlige profil.

Læs mere: