Information: Gode karakterer til kaffeøl

Gigantic Brewing Company Too Much Coffee Man

Informations ølanmelder Niels Ivar Larsen har smagt på fire øl med kaffe. Fra To Øl, Thisted Bryghus samt amerikanske 18th Street Brewery og Gigantic Brewing Company, der begge deltager i Copenhagen Beer Celebration i maj.

Too Much Coffee Man fra Gigantic Brewing Company i Oregon, USA får max karakteren seks point. En Imperial Black Saison med kaffe:

Kategoriseringen kan lyde konfus, men opskænket i et tulipanglas kærtegner den de olfaktoriske zoner med toner af skovbund, kål, belgisk gær, aniseret iskaffe og mørk chokoladekage. Det forbavsende er, at saisongæren kan spille så behændigt sammen med kaffe- og chokoladepræget, som her pakkes ind på måder, jeg ikke kan mindes.

To Øl Goliat

To Øl’s Goliat – en Coffee Imperial Stout – får fem point:

Diskrete espressonoter, bitter chokolade, rom, rosiner og engelsk lakrids folder sig overdådigt ud og glider over i en lang bittersød eftersmag, der dog nok er for sød til, at bryggerne kan siges helt at have forløst kaffeelementet.

Hunter Coffee fra amerikanske 18th Street Brewery får ligeledes fem point. Det er også en Imperial Stout med kaffe:

Sort med mørkebrunt mokkahoved dufter den af kaffe og mælkechokolade, karamel, overmoden banan, bourboun og kakaopulver. Også i dette smagsbillede får jeg netop jordede, krydrede toner fra kaffebønnerne, som må være meningen med hele øvelsen. Hvis karboneringen er svag og skummet hurtigt diffunderer, er kroppen til gengæld fuldtonende, ja ligefrem eksplosiv.

Kaffe Stouten Seattle fra Thisted Bryghus, der blev lanceret i januar, får fire point:

Den skummer op i beige og er overrumplende mild med islæt af vanilje og kakao, en cremet tekstur og en afstemt bitterhed, dels fra kaffebønnerne, dels fra humlen. Antoni har rykket kaffen i forgrunden og ikke uden raffinement. Men helhedsindstrykket er alligevel lidt tyndt à la ’udvandet limfjordsporter’, som en Ratebeer-anmelder beskriver det.

Læs mere:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *