Holbæk Bryghus selvstændige dage er slut

Opdatering: Holbæk Bryghus ApS blev tvangsopløst 17. april.

Holbæk Bryghus ApS er under tvangsopløsning. Videreføres som brand af Bryghuset No5’s bryggeriselskab.

Da der ikke er afleveret et 2011 regnskab for Holbæk Bryghus ApS, er selskabet nu ved at blive tvangsopløst af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Folk bag Holbæk Bryghus oplyser følgende til Beerticker.dk om årsagen til tvangsopløsningen. Vagn Høybye Hansen trak i 2010 aktiver ud af Holbæk Bryghus til hans nyetablerede Holbæk Bryg. Han var på det tidspunkt sidste mand tilbage i Holbæk Bryghus bestyrelse, efter bestyrelsesformand og øvrige bestyrelsesmedlemmer havde trukket sig. Således var han i gang med at afvikle Holbæk Bryghus. Men Holbæk Bryghus lukkede ikke, da det endte med at en gruppe A-anpartshavere videreførte bryghuset.

Men der kom en sag om de udtrukne aktiver, som der i halvandet år var advokater på. Det endte med, at der blev indgået et forlig ved juletid, hvor Holbæk Bryg betalte 125.000 kr. til Holbæk Bryghus. Holbæk Bryghus oprindelige krav om tilbagetaling var på 300.000 kr.

Der er grænser for, hvor stor Holbæk Bryghus gæld er, da ingen har ønsket at indgive en konkursbegæring.

Holbæk Bryghus navnet og øllet fortsætter med at eksistere. Som et brand under Bryghuset No5 i Holbæk – eller rettere selskabet Ny Produktion af 2010, som er bryggeridelen af Bryghuset No5.

Desuden er der etableret foreningen Holbæk Bryghus Venner, som Holbæk Bryghus anpartshavere kan blive medlem af. Formålet er at holde fast i det lokalt bryggede øl. Foreningen får en lille indtægt fra det Holbæk Bryghus øl, der nu brygges ved Bryghuset No5. Per Fynboe er formand for Holbæk Bryghus Venner.

På anlægget i Bryghuset No5’s kælder brygges der Holbæk Bryghus øl til både fad og flaske. Således er Arnakke Humle, Bysø Brown, Forårsbryg, Munkholmer og Whiskeystout til salg for tiden – alle på flaske og nogle også på fad.

Dette anlæg var Holbæk Bryghus indtil 2010, hvor bryggeridelen af Bryghuset No5 – Ny Produktion af 2010 – købte udstyret i kælderen. Holbæk Bryghus fortsatte som kontraktbryggeri med fortsat tæt tilknytning til Bryghuset No5.

Elisabeth Gottschalck – bryggeren ved Bryghuset No5/Ny Produktion – har været med fra starten ved Holbæk Bryghus.

Så udadtil vil der ikke være nogen forskel. Der vil fortsat være de samme Holbæk Bryghus øl på markedet – med samme brygger bag.

Læs mere:

Kommentarer

  1. siger

    Hold da k€&% et gedemarked de holder sig på holbækegnen. Jeg må indrømme at jeg efterhånden har tabt overblikket over hvilke bryggerier der findes og hvilken status de så har. Fysisk bryghus vs. Kontrakt. Hvem ejer hvem osv.
    Eksisterer Rørvig bryghus fx stadig? Og hvad med Holbæk bryg?
    en ide kunne være at lave opfølgning til den her udmærkede artikel: http://beerticker.dk/nordvestsjaellands-bryghus-paa-vej-14766
    Så kunne du jo lave det til en føljeton der updateres årligt 😉
    Eller skrive en roman! Det virker som om der er nok indhold til det 😉

  2. Øl bumsen siger

    Kan kun give Mads J ret.. trode beerticker var for lø nyheder og ikke slader som kommer fra anden hånd… man skulle tro at det var en tidligere jonalist fra SE & Hør… der var redaktør på beerticker….
    Skriv dog lidt om øl i stedet ,-}

  3. siger

    Ahhh.. Beskyldninger om sladder, andenhånds viden og Se og Hør’ske tilstande var nu ikke lige essensen af mit indlæg. Den må du selv stå for “Øl bumsen”.
    Jeg søgte som sagt bare efter en updateret udgave af denne artikel http://beerticker.dk/nordvestsjaellands-bryghus-paa-vej-14766
    da de mange drypvise nyheder fra Holbæk egnen havde taget pusten fra mig. Og så fik jeg vist også klemt lidt ros ind til Peter for hans udemærkede arbejde..

    Og ja.. Jeg har det også fint med sladder, så længe det ikke er sludder. 😉 Hvilket det ikke virker som om her.