Ekstra Bladet: Topkarakter til Nørrebro Bryghus og Samichlaus

Nørrebro Bryghus New York Lager Samichlaus

Ekstra Bladets ølanmelder Ole Madsen har testet fire øl, der er velegnet sammen med ost.

New York Lager fra Nørrebro Bryghus får de seks mulige stjerner. Den anbefales til Castellos østrigske alpeost Hirten:

Intens og potent, amerikansk inspireret lagerøl, når den er bedst. Markant maltkarakter med delikate noter af karamel og korn, samt en distinkt bitterhed takket være brugen af amerikansk humle, der bidrager med indslag af hyldeblomst og citrus.

Den østrigske Samichlaus Classic får ligeledes topkarakteren seks stjerner. Den anbefales til blåskimmelosten Gorgonzola Intenso fra Galbani.

Det er en korpulent, forførende og vinøs øl, hvor alkoholen virkelig varmer behageligt. Trods de 14 procent er der tydelige noter af eksotisk frugt som f.eks. abrikoser og dadler, der komplementerer øllens gavmilde maltsødme.

Fem stjerner er der til Fur Renæssance fra Fur Bryghus. Den anbefales bl.a. til rødkitoste:

Fur Renæssance er en mørkgylden brown ale, hvor der i både smag og aroma spores klassiske noter af ristet karamel og mørke stenfrugter, der bindes sammen af en elegant røgnote.