Brooklyn Brewery og Carlsberg på vej med et bryggeri mere i Europa

Opdateret 29. oktober (bekræftet af Carlsberg)

Planer om endnu et europæisk Brooklyn Brewery efter Nya Carnegiebryggeriet i Stockholm. Igen i samarbejde med Carlsberg.

Garrett Oliver Taphouse

Amerikanske Brooklyn Brewery åbnede i foråret Nya Carnegiebryggeriet i Stockholm i samarbejde med Carlsberg. Et ambitiøs restaurantbryggeri der også brygger flaskeøl.

Men Brooklyn Brewery’s Europa planer slutter ikke med Stockholm. Det afslørede Garrett Oliver, Brooklyn Brewery i går for Beerticker. Brooklyn Brewery’s meget kendte brygmester og “øl celebrity”.

Garrett Oliver var som udgangspunkt ikke meget for at tale nærmere om det. Men det lykkedes Beerticker, at få en bekræftelse på, at der er planer om et bryggeri mere i Europa. Garrett Oliver sagde ret klart til Beerticker, at Nya Carnegiebryggeriet ville ikke blive det sidste og dermed eneste “Brooklyn Brewery bryggeri” i Europa.

Opdatering: Kilde fra Carlsberg har bekræftet over for Beerticker, at der er planer om endnu et Brooklyn Brewery bryggeri i Europa. I samarbejde med Carlsberg. Konkret hvilket land der er tale om, er det ikke muligt at få oplyst. Men det er hverken Danmark eller Sverige, hvor det eksisterende Nya Carnegiebryggeriet er. Om det vil være et restaurantbryggeri som i Stockholm er uvist. Det kunne jo også være et europæisk “Brooklyn Brewery produktions bryggeri”.

Garrett Oliver Taphouse 2

Garrett Oliver er lige nu i Danmark, efter vi et pænt stykke tid ikke har set noget til ham i Danmark. Før i tiden kom han ellers ret ofte til Danmark.

Denne gang stod han bl.a. tirsdag bag en beer dinner på restauranten Amass. Mandag havde han et møde med Claus Meyer. En mand han også mødte første gang han var i Danmark i 2003. Han blev introduceret til Claus Meyer via Anders Kissmeyer. Men den egentlige anledning han var i Danmark lige nu var Carlsberg Forum – et internt Carlsberg arrangement, som han taler ved i dag. Carlsberg stod også bag det arrangement, hvor Beerticker talte med Garrett Oliver.

Han har også ofte været med til Ølfestival København, som han udnævner til at være den bedste ølfestival han kender til.

Garrett Oliver er tæt involveret i Nya Carnegiebryggeriet i Stockholm. Således har han været seks gange i Sverige i år indtil nu.

Brooklyn Brewery fra New York blev den første amerikanske “craft brewer”, der etablerede sig i Europa. Efter at californiske Stone Brewing Co. i lang tid havde været ude med offentlige planer om et europæisk bryggeri. De planer blev først konkrete i år – bryggeriet er planlagt til at åbne i Berlin ultimo 2015/primo 2016.

Stone Brewing overhales også af Three Floyds, der i samarbejde med Mikkeller åbner brewpubben WarPigs i Kødbyen på Vesterbro, København i starten af 2015.

Brooklyn Brewery Taphouse

I aften – torsdag den 23. oktober – er det muligt at møde Garrett Oliver på Taphouse i København. Han medbringer en række Brooklyn Brewery øl – han vil være til stede fra 20 til 22. På billedet ses de øl der var med ved det lukkede arrangement på Taphouse onsdag. En slags forpremiere på det offentlige torsdag.

Garrett Oliver Taphouse 3

Fotos: Ole Svenningsen, RealHoppyAle.

Læs mere:

Trackbacks