Billeder fra Ølfestival København 2015 – del 3

Billeddækningen af Ølfestival København fortsætter på Beerticker med Ole Svenningsens gode fotos (RealHoppyAle).

Læs mere:

Ølfestival København 2015 Skovdal Jenkins

Da den store danske ølpioner Christian Skovdal Andersen – det gamle Ølfabrikken – i maj sidste år flyttede til Bornholm, var det kun et spørgsmål om tid, før han startede et bryggeri på klippeøen. Det blev så ulig de utallige andre bryggerier, der allerede eksisterer i Danmark – meget langt fra endda.

På Penyllan brygger Christian sammen med hans australske kæreste Jessica Jenkins (th) kun “vilde øl”. Gæret og modnet på fade, der vil afgive smag og nære de vilde mikroorganismer. Med råvarer fra Bornholm – ældre kornsorter samt bær og urter fra lokale producenter. Jessica var hovedkraften bag Australiens første gourmetrestaurant med fokus på øl, foruden hun er medejer af Boneyard Brewing i Melbourne. Men med den type øl og et stort fadlagringsprogram, går der tid før Penyllans øl på den tidligere fiskefabrik i Tejn er klart. Men Beer Here fortsætter.

Ølfestival København 2015 Jens Bekke

Et kendt ansigt er på vej væk fra den danske ølverden – og Carlsberg. Jens Bekke stopper som kommunikationsdirektør efter at have været pressechef i 10 år. I 2013 kårede danske erhvervsjournalister ham til årets kommunikationschef. Fra 1. august er han pressechef ved vinduesvirksomheden Velux. Men lørdag fandt han en sidste gang vej til Carlsbergs stand, hvor han skænkede øl.

Ølfestival København 2015 Brewski Shelton

Daniel Shelton (th) lytter opmærksomt til Marcus Hjalmarsson fra det svenske bryggeri Brewski i Helsingborg. Daniel Shelton fra amerikanske Shelton Brothers er som tidligere omtalt MANDEN, hvis man har ambitioner om at eksportere til USA. Som man kan se på t-shirten, er Amager Bryghus allerede inde i varmen ved den store importør af interessante udenlandske bryggerier til USA.

Ølfestival København 2015 Tony Trondhjem Sørensen Jonna Rønnest

Faste trofaste gæster her og mange andre steder i ølverden. Tony Trondhjem Sørensen og Jonna Rønnest fra Ølklubben Skummelum.

Ølfestival København 2015 Royal Unibrew Lottrup

Rygterne har gået om, at Royal Unibrew nu endelig ville til at satse på håndværksbryg/ specialøl. Samt at der var gang i nogle testbryg på Ebeltoft Gårdbryggeri! For kort tid siden kom så svaret på, hvad det præcist gik ud på. Forbindelsen var naturligvis Anders Kissmeyer, konsulent for Royal Unibrew på projektet – og tæt tilknyttet til Ebeltoft Gårdbryggeri. De nye brands Lottrup og Schiøtz er lanceret. Navngivet efter Malthe Conrad Lottrup, der stiftede Aarhus bryggeriet Ceres samt Theodor Ludvig Schiøtz – medstifter af Albani i Odense.

Ølfestival København 2015 Syndikatet Sekretæren Nonnen

Her gør Syndikatets hemmelige våben klar – Sekretæren og Nonnen.

Ølfestival København 2015 Indslev Bryggeri team

Her er team Indslev Bryggeri/ Ugly Duck Brewing Co. ved Ølfestival København 2015. I midten stifter og direktør Anders Busse Rasmussen. Til højre for ham Martin Jensen der blev headhunted i 2012, og var baggrunden for starten af det endog meget succesfulde brand Ugly Duck Brewing Co.

Ølfestival København 2015 Niels Thomsen

Brygmester Niels Thomsen fra Løkken Bryghus med tre øl navngivet med ord fra vendelbomål – Rajfog, Kavt og Jøwt. Google er jeres ven, hvis I ikke forstår vendelbomål.

Ølfestival København 2015 Knørr Coisbo dans

Ved udstillerfesten efter gæsterne var lukket ud, tog Anders Coisbo lige en dans med Danske Ølentusiasters landsformand Anne Lise Knørr. Tidligere på dagen havde hun overrakt ham prisen for, at Coisbo Beer vandt konkurrencen om den bedste kvindeøl.

Ølfestival København 2015 Bo L. Jensen

Den tidligere landsformand Bo L. Jensen blev også charmeret af det modsatte køn. Godt klaret at han kan være så afslappet, eftersom han nu om dage er festivalchef for Ølfestival København.

Ølfestival København 2015 kvinder og øl

Kvinder og øl var det gennemgående tema på Ølfestival København 2015.

Ølfestival København 2015 musik og dans

Selvom Ølfestival København i år flyttede fra Tap1 til Lokomotivværkstedet ændrede det ikke på besøgstallet – der kom i alt 13.072. Mens ølfestivallen har været i Tap1 har det svinget omkring de 13.000 – i 2013 blev der sat rekord med 13.201. Konklusionen er, at folk også fandt vej til Lokomotivværkstedet på den lidt gemte og ukendte lokalitet.

Det var også nødvendigt, for Lokomotivværkstedet er dyrere for Danske Ølentusiaster at leje end Tap1. Isoleret set skal der komme ca. 1.200 gæster mere i forhold til Tap1, for det løber rundt. Men så simpelt er regnestykket ikke – poletindtægterne skal også medtages. Den bedre plads i Lokomotivværkstedet kan meget vel have medført, at hver enkelt gæst bruger flere poletter – det er lettere at komme til på standene. Erfaringen er i forvejen, at hver gæst gennemsnitligt bruger flere poletter om torsdagen, hvor der altid er god plads.

Læs mere:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *