Årets Danske Ølnyhed: Kamp mellem Hornbeer, Frederiksodde og Ugly Duck?

Opdateret 1. marts

Hornbeer kan godt vinde, selvom Frederiksodde fører i lokalafdelingernes smagninger. Læs her hvorfor.

Årets Danske Ølnyhed 2013 Ugly Duck Hornbeer Frederiksodde

Hvis man ser på Beertickers prognose baseret på smagningerne ved Danske Ølentusiasters lokalafdelinger, burde der jo ikke være nogen tvivl om, at henholdsvis Amarillo & Citra IPA fra Ugly Duck Brewing samt Frederik III Imperial Stout fra Frederiksodde Haandbryggerlaug vinder.

Normalt plejer smagningerne i lokalafdelingerne ret klart at vise, hvem der rent faktisk også vinder. Men i år er der en stor usikkerhedsfaktor – nemlig øllen fra Frederiksodde Haandbryggerlaug, der klarer sig så godt.

Men det er vel og mærke ved smagningerne i Danske Ølentusiasters lokalafdelinger, den klarer sig så godt. Problemet for Frederiksodde Haandbryggerlaug fra Fredericia er, at deres øl normalt kun er tilgængeligt i lokalområdet. Så det er meget begrænset, hvor mange der smager deres øl i resten af Danmark. Af den aktuelle øl skal der forestille kun være brygget 1000 flasker.

Danske Ølentusiasters lokalafdelinger rundt i Danmark har så skaffet Frederiksodde’s øl hjem til deres smagninger.

Men det er ukendt, hvor stor en andel af stemmerne kommer fra medlemmer, der har været med til en af smagningerne i lokalafdelingerne.

Hornbeer, der ifølge Beertickers prognose er på andenpladsen efter Frederiksodde i kategorien seks procent og over, er til gengæld tilgængelig rundt i Danmark. Langt flere har derfor som udgangspunkt haft lejlighed til at smage Hornbeer’s Viking Chili Stout.

Så hvor meget tæller stemmerne baseret på lokalafdelingernes smagninger? – det kan meget vel blive afgørende for om Hornbeer eller Frederiksodde Haandbryggerlaug vinder.

Resten er opdateret 1. marts, efter opdateret melding fra Danske Ølentusiaster, da afstemningen var afsluttet. De skriver på ale.dk:

I kategorien op til 5,9 % ABV var der dog væsentligt mere end et hestehoved til forskel på nummer 1 og nummer 2, og resultatet af afstemningen kunne forudses flere dage før afstemningen sluttede. I kategorien fra 6 % ABV har to kandidater i en længere periode ligget meget tæt, og det var da også først i løbet af de sidste timer af afstemningen at det blev klart hvem der ville vinde, og her var vinderen ikke meget mere end et mulehår foran nummer 2.

Baseret på dette og på smagningerne i lokalafdelingerne er Beertickers gæt altså, at Amarillo & Citra IPA fra Indslev Bryggeri’s brand Ugly Duck Brewing Co. vandt i kategorien under 6%. Samt at enten Hornbeer Viking Chili Stout eller Frederiksodde Haandbryggerlaug Frederik III Imperial Stout vandt i kategorien 6% og over.

Årets Danske Ølnyhed 2013 finalister

Men den 22. marts bliver vi alle sammen klogere, når det rigtige resultat offentliggøres ved Danske Ølentusiasters generalforsamling i Odense.

Læs mere: